Ændring af aftale om justering af tjenestemandslønninger mv. fra 1. april 2005 samt om andre lønmæssige ændringer som følge af kommunernes ændrede fordeling på stedtillægsområder med virkning fra 1. januar 2007

07-12-2006
Historisk

Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer har den 6. december indgået aftale om ændring af aftale om justering af tjenestemandslønninger mv. fra 1. april 2005


Bemærkninger

I forbindelse med kommunalreformen er det aftalt, at der i sammenlagte kommuner med forskellig stedtillægssats skal ske en udligning af forskellen op til den højeste sats i den nye kommune. Udligningen skal ske over 3 år, første gang pr. 1. januar 2007.

På tjenestemandsområdet vil de lønmæssige justeringer som følge af kommunalreformens ændrede opdelinger foregå automatisk for ansatte med lønanvisning via SLS.

Ligeledes er aftalt, at en tilsvarende udligning skal gælde for øvrige aftaler, f.eks. aftaler om nye lønsystemer, hvori der anvendes dels hovedstads-/provinssatser, dels tillæg, der er defineret i forhold til stedtillægsområderne.

På overenskomster med særlige definitioner af hovedstad provins, sker indplaceringen på hovedstad/provins via den enkelte institutions indberetning.

Der er således ikke nogen SLS-systemfacilitet, der automatisk opsætter, om der skal aflønnes efter hovedstads- eller provinssats.

Derfor skal institutioner i kommuner, der skifter fra provins- til hovedstadssats selv indrapportere udligningen til SLS, således at der pr. 1. januar 2007 ydes 1/3 af forskellen mellem provins- og hovedstadssats. Pr. 1. januar 2008 ydes 2/3, og pr. 1. januar 2009 vil forskellen være udlignet.

På overenskomster hvor Roskilde er defineret som en del af hovedstaden, skal der ske udligning for ansatte i følgende nuværende kommuner: Gundsø og Ramsø.

På overenskomster hvor stedtillægssats V er defineret som en del af hovedstaden, skal der ske udligning for ansatte i følgende nuværende kommuner: Hundested, Jægerspris og Skibby.

På overenskomster hvor stedtillægssats VI er defineret som en del af hovedstaden, skal der ske udligning for ansatte i følgende nuværende kommuner: Stenløse og Ølstykke.


Download cirkulære som PDF